Marketing
Taj Mahal, Patagonien, Route 66 og Okavango-deltaet. Pulsen stiger, det kribler i fingrene, og tankerne overstrømmes af rejselyst. Du. Må. Bare. Afsted!
Kender du den? Rejsefeberen. Og forstår du at smitte alle omkring dig med din rejsepassion gennem kendte og endnu ukendte marketinggreb? Så passer du lige ind i Jysk Rejsebureaus marketingteam.
Om stillingen
Fælles for vores kollegaer i Marketing er:
- Masser af rejselyst
- Stor kreativitet
- Højt arbejdstempo uden at misse detaljen
- Et hjerte, der banker for formidling
- Mod på at afprøve nye systemer og ideer
- Erfaring eller uddannelse inden for marketing – eller begge dele
Er du uddannet inden for marketing og kommunikation, eller har du skrabet erfaringer sammen i de sjoveste marketingafdelinger? Bobler du over af ideer til, hvordan du motiverer mennesker til at rejse ud og virkelig mærke verden sammen med Jysk Rejsebureau? Og er du klar på at eksekvere kreativt og teknisk hele vejen mod målet? Og selvfølgelig følge op og måle på resultaterne af dine indsatser?
Som en del af vores marketingteam får du en bred berøringsflade med flere marketingdiscipliner og ansvar for dine egne kerneområder, hvor din ekspertise skal bidrage positivt til den samlede marketingindsats.
I marketingteamet arbejder vi bl.a. med online annoncering, SoMe, e-mail marketing, web, automation, offline medier, messer, influencers, webinarer, tekst, video, projektledelse og meget meget mere.
For at besidde en stilling i marketing skal du være kreativ, struktureret, grundig, have et godt overblik og evne til at samarbejde både i afdelingen og på tværs af hele organisationen. Har du selv en brændende eventyrlyst og slidte vandrestøvler, er det kun en fordel.
”Du bliver altid mødt af verdens største ja-hat, når du har en idé, og der er aldrig langt fra idé til handling. Du får lov at være hands-on på alle slags projekter – uanset om det gælder video til TikTok, grafisk arbejde til hjemmesiden eller tekstforfatning til nyhedsbrevet. Og så har du jo hele verden som inspirationskatalog, så du kommer ikke til at kede dig!”
Det er de små detaljer, der gør rejsen til noget stort
Vi ved, at rejsen starter lang tid før, at flyet letter. Det første billede, der pirrer nysgerrigheden, teksten som får rejsehjertet til at banke hurtigere, det uventede møde med verdens fjerneste og mest ukendte hjørner på en helt almindelig mandags internetsurfing. Vi kender følelsen ud og ind og ved, at forventningens glæde er det halve af oplevelsen.
Om Jysk Rejsebureau
Vores motto er Mærk Verden - og med det mener vi; smag, duft, hør, se og mærk landenes særpræg og kom helt tæt på kulturen og de lokale. Vi stræber efter at sende vores kunder ud på egen hånd. Sådan rejser vi også selv, da det bringer os ud, hvor asfalten ender, og vejene bliver til stier. Det er der, de største oplevelser ligger gemt. Vores speciale er at hjælpe vores kunder med at skræddersy deres drømmerejser - og vise dem vejen til de enorme eventyr, der gemmer sig i de små detaljer undervejs.
Job-, skole- og uddannelsespraktik
Vi tager gerne imod job-, skole- og uddannelsespraktikanter hos Jysk Rejsebureau, dog primært tiltænkt vores marketingafdeling. Vi ser, at den rigtige praktikant kan komme med værdifulde input og anderledes måder at tænke på, der udfordrer vores anskuelse af de daglige arbejdsopgaver.
I Jysk Rejsebureau vægter vi personlig og faglig udvikling, og det gør sig også gældende i vores tilgang til praktikanter. Et praktikforløb skal være lærerigt både for dig som praktikant, men også for os. Det betyder, at vi engagerer os meget i dit praktikforløb, og du kan forvente god sparring undervejs.
For at vi kan sikre en stabil kvalitet i praktikforløbet, kan vi ikke garantere, at vi opretter praktikpladser hvert år. Det er vigtigt for os, at vi har mulighed for at tilbyde spændende opgaver til en praktikant, og vi kan køre et lærerigt forløb.
Vi ser frem til at høre fra dig.
Ledige stillinger
Er du en haj til marketing, en blæksprutte til projektstyring og er du nysgerrig på kendte såvel som nye marketingsystemer? Så ser vi frem til, at du sammen med os skal fyre op under danskernes rejselyst.